Om Jærven
Udbredelse
Jærven findes i spredte bestande cirkumpolart i nordlige fjeldområder. Den
lever i bjerge, tundraer og skove i det nordlige Skandinavien (Norge og
Sverige), i Sibirien og det nordlige Nordamerika.
Udseende
Jærven, som kan veje op til 25 kg, er meget solidt bygget og stærk af sin
størrelse. Biddet er kraftigt så den kan spise frossent kød og knuse
knogler fra store dyr for at få fat i knoglemarven.
Adfærd
Jærven lever normalt alene; når den har unger lever disse dog sammen med
moren.
Jærven kan slæbe byttedyr flere gange større end sig selv som den
vinterlagrer i huler og sprækker.
Hunnen kan grave en særdeles stor hule i sneen om vinteren; op til når hun
skal føde. Ofte er hulen opdelt i flere rum med hver deres funktion; et
forrådskammer, et soveværelse og et toilet. Her føder hun op til seks
unger, der kan have flere forskellige fædre. Ungerne bliver født med hvid
pels. De bliver sammen med moren over sommeren og er herefter i stand til
at klare sig selv.
Føde
Jærven lever primært af ådsler, men tager også byttedyr som harer, ræve,
hjorte, smågnavere og fugle.
Den har også en speciel evne til at jage meget større dyr væk fra deres
nedlagte bytte. Selv bjørne, isbjørne, pumaer, og en flok ulve kan den
jage væk.
Jærven har dårligt syn, men kan på stor afstand, ved hjælp af sin næse,
lugte sig frem til nedgravede byttedyr; som den så stjæler. Kan jærven
ikke finde ådsler går den selv på jagt. Den er så udholdende at den kan
forfølge et byttedyr over 8 kilometer.
Klassifikation
Jærvens videnskabelige navn gulo betyder grovæder.
Den bliver også kaldt »djævlebjørn« på grund af sin tætte kropsbygning og
lange bjørneagtigte kløer.
Jærven er sky og svær at komme tæt på. Selv i fangeskab kan den være
vanskelig at filme eller tage billeder af.
Mine fotos stammer fra Orsa Bjørnepark og Jervzoo ved Jervsjø i Sverige.